meauXfiles

[ buste af Ogier le Danois ]

Ogier le Danois

og

Holger Danske

Dansk udgave

[ Statue af Holger Danske ]
Efter Salmonsens konversationsleksikon, København 1921

Holger Danske, dansk folkehelt, især i den senere middelalders digtning, har sit historisk udspring i den franske ridderdigtning om Ogier le Danois ell. Ogier de Danemarche i sagnkredsen om Karl den Store.

Den franske digtning er fra først af, en fri omdannelse af virkelige begivenheder og forhold.

  1. Ogier som oprørsk vasal. Frankeren Autchari (senere fr. udtale: Ogier) var en af Kong Karloman's rådgivere, men en modstander af hans bror Karl den Store; efter Karloman's død (771) flygtede han med dennes enke og børn til longobarderkongen Desiderius. Men Karl fulgte sejrrig efter og indesluttede Desiderius i hans hovedstad Pavia, medens Autchari og Desiderius' søn Adelchis søgte tilflugt i Verona; den første har formodentlig overgivet sig til Karl; den sidste undslap til søs og nåede Konstantinopel (773 ell. 774).
  2. Ogier som stridsmand mod hedningerne. I St Faros kloster i Meaux (ved Marne, biflod til Seine) havde i kejser Karl's tid to krigere, Benedikt og Othgerus givet sig i kloster; om denne Othgerus fortaltes det senere, at da han længe havde været i klosteret, faldt hedningerne ind i landet; han fandt da sine gl. våben og sin hest frem, drog ud og fældte 12 af de stærkeste fjender, hvorefter hedningehæren flygtede. Det vides ikke sikkert, om denne klostergivne kæmpe rent hist. var den samme som Karl's modstander; digtningen har i alt fald opfattet dem som een person. – Fra først af er det Autchari's kamp imod Karl, der skaber heltedigtningen om Ogier; mindet om langobarderrigets fald knyttes stærkere og stærkere til ham. Allerede fra en nær eftertid, i St-Gallen munkens erindringer om kejser Karl, haves en poetisk skildring af Desiderius og Autchari, der står på muren og spejder efter Karl's hær og ser afdeling på afdeling, indtil de endelig øjner ham selv i et hav af jernklædte. Men selv om den trodsige og oprørske vasal er digtningens udgangspunkt, kommer den fromme forkæmper mod hedningerne til i tidens løb at spille en ikke mindre rolle.

Tidligere mente man, at tre forskellige personer var digtningens historiske grundlag:

  1. Karloman's rådgiver Autchari,
  2. den bayerske ridder Otkar, der deltog i stiftelsen af klosteret Tegernsee,
  3. en Olgerus dux Daniæ, der skal have genopbygget det ødelagte Skt-Martins kloster ved Köln 778. Men stifteren af Tegernsee har lånt sagnene fra munken i Meaux, der bar et 1ign. navn som han; en dansk »Olgerus« kendes ikke i kilderne fra Karl den Store's tid, men først i 12. årh., da man pådigtede Ogier den Danske alskens mærkelige byggeforetagender.

Digtningen om Ogier ligger for os i det store franske heltedigt om »Ogier's Ridderfærd« (Chevallerie Ogier), forfattet i slutn. af 12. årh. af Raimbert af Paris, i 13000 verslinier, men i sit væsentlige indhold bygget på en kreds af mindre heltesange, der allerede må have været til i 11. årh. Første sang af Raimbert's digt er Ogier's ungdomshistorie. Han er gjort til søn af kejser Karl's modstander, den danske konge Godfred; han gives som gidsel til kejseren, er nær ved at blive dræbt, da Godfred bryder freden, og følger med på toget til Italien for at hjælpe paven mod saracenerne. I den første kamp råder han bod på den italienske hertug Alori's fejhed; i en flg. tvekamp på Tiber-øen sejrer han, men bliver overmandet og fanget; valtet af den saracenske kongedatter Gloriande og forelsket i hende går han i strid mod hendes frygtelige bejler Brunamont og sejrer – og giver hende til hendes fæstemand Caralieus, der frivillig er draget til frankerlejren som pant for Ogier's liv. – Hverken Karl den Store ell. nogen kendt Ogier har historisk at gøre med dette Roma-tog. Det er en genspejling af 9. årh.'s saracenerkampe ved Rom; Ogier's tapreste dåd, at stå frem af fængsel som redningsmand i tvekampen, er lånt fra Ogier's senere storværk i hedningekampen. Selve toget synes opdigtet som et sidestykke til Roland's ungdomsbedrifter i Spanien. Digtets interesse ligger i den måde, hvorpå riddertidens ideale grundsætninger har fået udtryk i de to modstanderes Caralieus' og Ogier's optræden og i Ogier's forhold til Gloriande.

– Heltedigtets anden sang handler om Ogier's unge søn, Balduin, der spiller skak med Karl's søn Karlot og dræbes af den hidsige kejsersøn; Ogier vil ikke tage imod bod og bliver fredløs. Dette er en helt romantisk begivenhed, der af denne digter bruges som indledning til hans flugt til Desiderius og hans langvarige kamp med Karl, medens andre overleveringer knytter drabet på Karlot sammen med hans senere ophold i fængslet.

– Den følgende sang skildrer – forholdsvis historisk – Karl's overgang over Store Skt Bernhard og hans sejr over langobarderne; naturligvis gøres Ogier til kampens helt, der kun overvindes ved vennernes fejhed. Og dernæst skildrer en rk. af sange hans forsvar af borgen Castlefort med en lille krigerskare, der udtyndes mere og mere, indtil han står ene som forsvarer og gør de dristigste udfald for at få sin blodhævn udført. (Det er Autchari's kamp mod frankernes herre, der går igen i mægtig digterisk forstørrelse). – Endelig fanges Ogier sovende og sættes i fængsel; men da en hær af muhamedanere og sachsere hærger Tyskland og Frankrig, hentes han frem igen; hans våben og hans gl. stridshest skaffes fra klosteret i Meaux. Da han får våben i hånd, vil han fælde Karlot; men en engel standser ham, og han går i den farlige kamp mod saracenerkæmpen Brelius. (Skønt det er vævet sammen med Langobarderkampen, genkendes endnu tydelige træk af sagnet fra Meaux).

– I de sidste to Sange, 11. og 12., lader digteren Ogier befri en eng. kongedatter fra saracenske røvere og få hende til ægte.

[ Kalkmaleri Skaevinge ]

Kalkmaleri fra Skævinge kirke (Sjælland) med “Holger Dansck”.

[ link ] Danmark har en af Europas flotteste samling af kalmalerier.
Se kalkmalerier.dk (Institut for historie, Københavns Universitet)

Hvor broget sammensat denne Ogier-digtning er af nogle få historiske begivenheder og en mængde poetisk mellemværk, så øgedes sagnkredsen dog stadig. »Ogier's Ungdom« (Enfance Ogier) er nærmest en udtværet gengivelse af det ældre digts første sang, men i et tredje digt, Ogier le Danois, fra 15. årh. er sagnkredsen vokset med en mængde eventyrligt stof i middelalderlig stil. Og den således udvidede sagnkreds blev omskrevet til prosaroman og endnu i 15. årh. vidt udbredt ved bogtrykkerkunstens hjælp. I denne yngste form af Ogier-digtningen træffer vi Ogier's erobringer af lande i østen, femten riger lige til Indien; vi finder feerne ved H. D.'s vugge og hans langvarige ophold i Avalon, Kong Arthur's trylleslot ell. udødeligheds-bolig; desuden forskelligt sagnstof, som knytter ham til Nederlandene, hvor Ogier-digtningen allerede tidlig havde slået rod dels i fr. foredrag, dels i nederlandske folkesangeres behandling.

Også i Danmark optog man den franske ridderdigtning, men i mere ejendommelig form end andensteds. Dels var det kun en ringe mængde af de franske ogier-motiver, der låntes; dels tilkom nyt stof og ny opfattelser fra andre sider. Og således skabtes den danske nationalhelt H. D. (thi dette er den eneste form, hans navn har, i de folkelige danske viser og sagn). Udgangspunktet for denne sagnskikkelse er visen om H. D. og Burmand; »den menige mand her i riget«, siger Christjern Pedersen 1534, »vidste ikke før andet, end at han havde aleneste været en dansk kæmpe, som vandt sejr af Burmand, som den gamle kæmpevise lyder«. Det er den franske digtning om Italiens-toget og sejren over Brunamont, der ligger til grund for kæmpevisen; men i dansk har den mistet enhver historisk forbindelse med kejser Karl og Rom; det er den ungarske kongedatter Gloriant, som den vilde hedning Burmand bejler til; hun henter H. D. frem af fangetårnet, hvor han har ligget et år i hunger og tørst; han fælder hedningen og giver hende til hendes fæstemand, Kong Karl ell. Karvel. Løsrevet fra enhver videre sagnhistorisk forbindelse fremtræder visen som en rent ideal digtning om den truede jomfrus ridderlige værner; denne ene tanke sætter præg på den danske Holger-skikkelse i modsætning til det mangfoldige ved den franske Ogier. – Den vej, ad hvilken det franske digtningsmotiv har nået over i dansk versedigtning, går vistnok gennem den norske Karlmagnus-Saga (herpå tyder fl. af Navnene), men helt sikkert er det ikke. Tiden for dens tilblivelse kan vanskelig fastsættes nøjere; i 15. årh. var visen så udbredt, at dens hovedpersoner endogså findes fremstillede i loftet af en svensk kirke med visens omkvæd skrevet under: »H. D. han vandt Sejr af Burmand«.

Medens heltens historiske forbindelser er rent glemte, knyttes han ved selve sit navn og det jublende omkvæd til andre forhold; han føles som forkæmper for det danske folks ære. Ud fra denne følelse opstod den anden Holger-vise »H. D. og Stærk Didrik«, vilkårlig digtet i Danmark ved benyttelse af motiver fra Didrik-sagnkredsen. Her fremstilles Stærk Didrik som repræsentant for den overmodige tyske kejservælde, der stræber at underlægge sig Danmark, og H. D. er konge i Nørrejylland, kronet med »røden Guld« som fri og uafhængig hersker, der afviser tyskerens højhedskrav og tilføjer ham et frygteligt nederlag.

Den politiske tendens i denne vise tyder på, at den er forholdsvis ung. Christjern Pedersen synes ikke at kende denne vise, hvorimod Vedel anfører den; den synes da at være digtet i det 16. årh.

Denne opfattelse af ham som hele det danske folks forkæmper har, blandet med episke motiver fra den ældre vise, fremkaldt de ejendommelige folkesagn om ham. Vi har to grupper, den sjællandske og den jydske. H. D., siger det sjællandske Sagn, er ikke død; han sidder inde i Havrebjerg ved Slagelse ell. i hvælvingerne under Kronborg slot; når Danmark er i største nød, skal han komme frem og frelse det.

[ trickfoto af buste ]
Den buste, som kan ses på Meaux bymuseet, siges at være Ogier le Danois. (Rekonstruktion)

Der fortælles sagn om en fange, der er gået ned i hvælvingen og har fundet ham siddende ved stenbordet med skægget vokset fast i pladen, og han har trykket den fremrakte jernstang i den tro, at det var den kommendes hånd. Denne gemte helt i bjerget er en vidt udbredt folketro, der ellers i Danmark knyttes til Klintekongen i Stevns, til Jon Opsal (egl. Odin) på Møn og til Landskongen på Bornholm; derimod er fortællingen om jernstangen et gl. jættesagn, der fra først af er uafhængigt af helten i bjerget. – Fra Nørrejylland, Sønderjylland og Fyn haves lign. sagn: H. D. skal sidde inde i bjerget ved Møgeltønder ell. i hulvejen ved Almind, under en busk; på øsbjerg Bakker i Vendsyssel, under Bulbjerg, under Viborg Domkirke, inde i Nonnebanken ved Odense o. s. v. og komme frem, når Danmark; er i værst nød for fjender. Men sagnet er her stadig forbundet med dommedagsagtige forestillinger: Tyrkerne skal komme og hele Danmark ell. hele kristenheden være ved at gå til Grunde; fjenderne skal vande deres heste i Viborg Sø; da skal H. D. stå frem, når der er vokset en tjørn op i Viborg Sø ell. i Tis Enge, og han skal binde sin hest ved tjørnen; så skal han samle alle indtil 60 års oldinge og 12 års Drenge og vinde sejr, men blodet flyder så højt, at det når til knæerne, og da er ikke fl. Danske tilbage, end at de kan sidde omkring et bord; men så skal der være fred i mange år. (Dette er en omplantning af det græsk-tyske kejsersagn om den store sejrherre ved verdens slutn., og sagnet er, således som H. F. Feilberg påviser, i slægt med forestillingerne om Antikrist). – Foruden disse er der en mængde småsagn om H. D., f. eks. om hans sværd, som bønderne prøvede på at bortføre fra hans gravhøj, og en skæmtende fortælling om hans briller på Kbhvn's Fælled. H. D.'s billedstøtte vistes i 17. årh. uden for Kbhvn's Vesterport; udskårne billeder af ham og Burmand fandtes i 19. årh.'s beg. på Borgemestergården i Aarhus, 1889 er et stort billede af ham fremdraget under kalken i Skævinge Kirke i Nordsjælland; fra Norge haves mange lign. mindre billeder fra 17. og 18. århundrede.

Ved Siden af den folkelige nydannelse går der et jævnt stigende bogligt kendskab til de fyldigere franske sagn. I Lunde-krøniken findes en notits fra 12. ell. første halvdel af 13. årh. »På hans (Kejser Karl's) tid levede i Danmark den grumme Kong Godefridus, der var fader til Ozziarus den Danske« (Ozziarus er lat. gengivelse af Ogier i fr. udtale). I 13. årh; forfattedes den norske Karlmagnus-Saga, der efter tabte franske digte har fyldige beretninger om »Odgeir den Danske's« ungdoms-bedrifter og om drabet på Karlot, fangenskabet og hedningekampen. Dette skr. blev i 15. årh. overført til dansk som »Karl Magnus' Krønike« (Børglumhaandskriftet, 1480, nu i Sthlm) og heltens navn gengaves her som »Udger Danske«. Først på skellet imellem middelalder og nyere tid lærte man hele den franske digtning med dens historiske og eventyrlige bestanddele at kende, idet Christjern Pedersen 1534 udarbejdede sin folkebog »Olger Danske's Krønike« efter den senfranske prosa-roman om Ogier (formen »Olger« er lavet af Christjern Pedersen som mellemform imellem »Holger« og »Ogier«). Den blev optrykt og omarbejdet mangfoldige gange fra 16.– 19. årh. og har hørt til den danske og norske almues mest yndede bøger.

Også i dansk Litteratur har H. D. spillet en rolle. Den unge historiker Thomas Bartholin fremtrådte med en afh. De Holgero Dano (1677); Holberg brugte H. D.'s navn på sit nationale stridsskrift imod Burmannus. Thiele fremdrog de folkelige overleveringer om H. D. (»Danske Folkesagn«, 1. Bd 1818), og hans Ven Poul Møller fik heraf tilskyndelse til det skæmtende digt om »H. D. og Skrædderne«; Grundtvig henledte opmærksomheden på folkebogens Holger-skikkelse (Digtet til Rask 1823), og endelig udg. Ingemann 1837 sin »H. D.«, der på en ejendommelig måde sammensmeltede folkebogens eventyrlige overlevering nyhed den ældre danske nationalhelt. Med denne kreds af digte, hvoraf mange er gået over til folkesange, indtog H. D. uomstridt den første plads som det danske folks ideale repræsentant; her kan f. eks. mindes om den bekendte scene i den slesvigske stænderforsamling, da advokat Gülich udbrød, at kejser Frederik skulle stå frem af Kyffhäuser-Bjerget og hænge sit sværd på den visne gren (Slesvig), der da ville blomstre og overskygge verden, og Nis Lorenzen svarede, at da ville også H. D. vågne, og der ville blive en kamp, som der aldrig før var set mage til.

Litt.:
Voretzsch, »über die Sage von Ogier dem Danen« [Halle 1891]
Sv. Grundvig »Danmarks gamle folkeviser« [1. Bd, Nr 30 jfr tillæg i 4. Bd]
E. T. Kristensen, »Danske Sagn« [2. Bd. 1893, S. 331 – 342]
G. Storm, »Sagnkredsen om Karl den Store og Didrik af Bern« [Kria 1874]
J. Paludan, »Danmarks Litteratur i Middelalderen« [1896, S. 207, med Litteraturhenvisning]
Fr. Kampers, »Die deutsche Kaiseridé in Prophetie und Sage« [1896]
H. F. Feilberg, »Jysk Ordbog« I, 640; »Holger Danske og Antikrist i Danske Studier« 1920,- S. 97 ff.
(A.O.). G.K-n.
Forskellige navne som Holger Danske har været forbundet med:
Ogier le Danois
Ogier de Danemarche
Autchari
Otkar
Othgerus
Olgerus dux Daniæ
Ozzarius (den Danske)
Oddgeir den Danske
Udger Danske
Olger Danske
Holger Danske

Holger: MN; olddansk: Holmger, oldnordisk: Holmgeirr. Fra oldnord. holmr (lille ø, besl. m. lat. culmen, engl. hill) og olddansk ger, oldnor. geirr (spyd).

meauXfiles | Holger Danske

HTML 4.01 | rev. 11.04.2004 | Index